top of page

ANMELDELSER

På denne side har vi samlet et uddrag af de materialer, interessante ting og oplevelser vi er stødt på i vores arbejde med multimodale tekster. Her er anmeldelser af undervisningsmaterialer, grafiske romaner, hjemmesider, digitalt materiale mm.

Opbygningen af denne side er baseret på blog-formen, med nyeste indlæg øverst osv. 

Search
Writer's pictureJulie Bai

Tavs - fra grafisk roman til digital app

Updated: May 25, 2018



Tavs er en manga-inspireret grafisk roman fra 2012 skrevet af Camilla Hübbe og illustreret af Rasmus Meisler. Historien følger den trettenårige dreng Tavs, som har mistet sin tvillingebror Teo, og som oven i dette tab er flyttet med sin familie til Tokyo. Tavs er ensom, og mens virkelighed og fantasi smelter mere og mere sammen, søger han længere og længere ind i en fantastisk og farefuld verden på jagt efter Teo. Undervejs møder vi sammen med Tavs en kæmpe frø, en pige som måske er en kat, en menneskeædende kæmpe, en drage og menneskelignende fluer - inden vi finder Teo på en strand i grænselandet mellem det levende og det døde.

Et år efter, at papirversionen af Tavs udkom, kom samme fortælling som en app. Den digitale version er interaktiv og kræver ind imellem læserens handling - andre gange må læseren følge bogens tempo. Der er tilføjet musik, flere steder bevæger billederne sig, og andre steder er teksten erstattet af en oplæser.

Formen på fortællingen om Tavs ændrer sig i takt med, at historien skrider frem. Billederne får mere plads efterhånden som fantasi og virkelighed smelter sammen, og efterhånden blandes også andre udtryksformer ind i udtrykket.

I både papir- og digitaludgaven indeholder billederne information, som ikke findes i teksten, og i de animerede dele af digitaludgaven findes elementer, som ikke optræder i papirbogen. Billedsiden er generelt meget gennemarbejdet  - at Camilla Hübbe og Rasmus Meisler tilbragte en del tid i Japan med at researche til både indhold og udtryk er ganske tydeligt.

Camilla Hübbe og Rasmus Meisler på research-tur
Camilla Hübbe og Rasmus Meisler på research-tur

Der er nogle tekniske ting med Tavs-appen, der ikke fungerer optimalt i forhold til at navigere rundt. Men det mest interessante er nok, at vores tendens til at tænke litteratur lineært udfordres. Tavs skifter mellem at være læserstyret og bestemt af appens animationer eller oplæsningstempo, og det er en rigtig interessant oplevelse, når man er vant til en god gammeldags papirbog.

Begge versioner af Tavs har utroligt meget undervisningspotentiale i forhold til analyse, fortolkning og perspektivering i skolesammenhæng. Der er f.eks. rigtig mange lag at arbejde med i karakteranalysen - personerne indeholder alle mange aspekter, som kommer frem i både tekst og billeder. Personernes følelser og indre liv understøttes af ydre karakteristika og omgivelsernes æstetiske udtryk. De mange fantastiske skabninger har mange fortolkningsmuligheder, ligesom de skiftende miljøer er fyldt med detaljer, hvis man giver sig tid til at kigge efter.

Rasmus Meislers tegninger er fulde af japansk-inspireret symbolik, og for den vestlige læser ligger der derfor et stort arbejde i at vurdere, med hvilke briller man skal kigge på forskellige dele, og på hvilken måde man dermed kan analysere sig frem til forskellige resultater.

Der er mange store temaer på spil i Tavs. Ensomhed, håb, død, løsrivelse, identitet, overgangen fra barn til voksen mm. Temaer der nogle gange kan være tunge at behandle i ren tekst, men som med den understøttende billedside bliver gjort mere tilgængelige for unge læsere. Det er noget af det, Tavs har fået ros for - samspillet mellem tekst og illustrationer og for at tage sine unge læsere alvorligt. Meisler og Hübbe har arbejdet tæt sammen om et fælles, æstetisk udtryk, hvor alle delene er vævet tæt sammen. Dermed er teksten ikke den bærende modalitet i Tavs; hverken tekst eller illustrationer ville kunne fortælle hele historien alene.


Link til undervisningsmateriale til Tavs: https://www.emu.dk/modul/tavs-en-illustreret-roman

og http://lærerværelset.dk/wp-content/uploads/Littguide_tavs.pdf




307 views0 comments

Recent Posts

See All

Comments


bottom of page