Lydfortællinger er en bog af Trine May, Jonatan May og Frederik May, udgivet i 2017 af Dansklærerforeningens Forlag. Bogen er inddelt i fem kapitler: en introduktion, et teoriafsnit, en opgavedel med opgaver til fire forskellige større lydfortællinger, et produktionsafsnit og til sidst info om, hvordan man kan bruge emnet til eksamen i grundskolen. Bagerst i bogen findes en kort lærervejledning samt kopiark. Til hver lydfortælling kan man scanne en lille QR-kode, som så åbner fortællingen på ens smartphone, men alle links hertil findes også på en dertilhørende hjemmeside.
I introduktionen stifter man bekendtskab med flere forskellige typer lydfortællinger med forskelligt produktionsniveau. Herefter introduceres en analysemodel, som tager udgangspunkt i de tre hovedkategorier Dramaturgi, Lyd og Stemmer. Også her er der flere lytteeksempler undervejs, og bogen er generelt meget pædagogisk og brugervenligt opbygget; det er tydeligt at Trine May er en erfaren forfatter.
Vi har afprøvet afsnittet “Kvinden med den tunge kuffert”, som indeholder opgaver til Third Ear’s podcast af samme navn.
“Kvinden med den tunge kuffert” er en serie med syv afsnit i true crime-genren. I dette materiale arbejder man kun med første afsnit, der hedder ”En ny klostergæst”. Der lægges op til, at en klasse arbejder i fokus- og matrixgrupper, hvor man skiftevis fordyber sig i forskellige områder, som man derefter deler med andre. Man guides igennem de tidligere nævnte kategorier med neddyk i bl.a. spændingsgreb, overraskelser, oplevelsen, berettermodellen, fortalt tid og fortælletid, de medvirkende, lyde samt perspektivering og fortolkning.
Third Ear benytter sig af mange af de samme greb som film og TV i opbygningen af deres historier. De fleste af deres fortællinger følger en tydelig berettermodel – og hvert afsnit afsluttes selvfølgelig med en cliffhanger, så lytteren også følger med i næste afsnit.
Vi oplevede at blive meget grebet af de lydfortællinger, vi stiftede bekendtskab med. Selvom vi lyttede sammen, oplevede vi alle fordybelsen eller potentialet for det. Vi dannede billeder i hovedet, som sikkert alle var forskellige. Interessen blev vakt, og vi snakkede meget om, hvad der mon skete videre.
Trine May foreslår selv, at man også gør noget ud af selve lytteoplevelsen, f.eks. ved at omdanne klasseværelset til en radiobiograf. Ikke kun for at underholde, men også for at understøtte fordybelsen og fastholdelsen i oplevelsen.
Podcasts og lydfortællinger er en voksende genre, og der produceres enormt mange ting af høj kvalitet og varierende udtryk og stilarter. Radiospil mm. er på ingen måde noget nyt fænomen, men det har fået en renæssance i de seneste år, og vi var meget begejstrede for oplevelsen.
Comentários